Rudkøbing Gl. Rådhus​ | rudkøbing

​Etape 1: Renovering af klimaskærm - Etape 2: Indvendig istandsættelse.

Rudkøbings gamle rådhus ligger helt ud til byens smukke torv. Ejendommen ligger statelig med det smukke indgangssparti direkte ud til Torvet, placeret på byens mest fornemme og betydningsfulde sted, hvor bygningsvolumenet, sammen med den øvrige bebyggelse omkring pladsen, flankerer torvet og danner rum.

Rådhuset er fredet og bygget i 1843 i to etager tegnet af hofbygmester Jørgen Hansen Koch. Den oprindelige planløsning er for store dele af bygningens vedkommende bevaret, dog er den oprindelige byrådssal blevet ændret. Ejendommens rum er hovedsagligt store, højloftede og lyse rum. Karakteristisk er bygningens store fælles gennemgående gang og trappeparti, der i det væsentligste fremstår originalt.

Adskillelige funktioner vil fremadrettet blive integreret i huset. Pprovstekontor, provstisekretærkontor, præstekontor, konfirmandundervisningslokale, foredrags- og mødesal, kordegnekontor, arkiv og depot, foruden handicaptoilet, garderobe og køkkenfaciliteter.

Planindretningen af rådhuset er som udgangspunkt taget i bygningens oprindelige ruminddeling. Projektet er forløbet i tæt samarbejde med Rudkøbing Sogns Menighedsråd, de kirkelige myndigheder samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Fakta

Bygherre: Rudkøbing Sogns Menighedsråd

Adresse: Torvet 1, 5900 Rudkøbing

Omfang: 448 m2

Udførelse: Etape 1: Maj 2013 - August 2015 | Etape 2: Januar 2017 - November 2017

Arkitekt: C & W Arkitekter A/S

Ingeniør: Keld Abrahamsen

C & W Arkitekter A/S   |   ​CVR: 36018445   |   Kullinggade 31E, 2. sal., 5700 Svendborg   |   Tlf.: 62 21 47 20 ​  |   E-mail: cw@cw-arkitekter.dk